Takketale – de Gyldne Laurbær

 

Takketale ved De gyldne laurbær

 

Kære boghandlere, kære forlag, kære venner og familie

 

For mange af jer, der er her i aften, er De Gyldne Laurbær bare en stemmeseddel. For mig er det forandringen af et helt liv. Der er derfor en hel del der skal siges i denne tale. Så I må væbne jer med lidt tålmodighed.

Lykkeligvis læser jeg ikke mange aviser, og lykkeligvis er der ikke tændt for mobiltelefon eller internet, når jeg sidder om formiddagen og skriver. Jeg vidste derfor ikke noget om, at vinderen af De Gyldne Laurbær skulle offentliggøres netop i de dage i slutningen af januar. Jeg var vidunderligt neddykket i den næste roman og ærlig talt en anelse irriteret over, at forlaget absolut mente, at det skulle være så fremragende en ide at jeg skulle deltage i en tv-debat på TV2 News. Det var derfor ikke med min gode vilje, at jeg fløj til København den dag. Men sikken en overraskelse og sikken en glæde.

 

Jeg har, siden jeg var 15 år, håbet på og drømt om at blive forfatter. Hver gang De Gyldne Laurbær er blevet uddelt, og der har været forskellige indslag i medierne, har jeg siddet og håbet, at det engang kunne blive mig. At få netop denne pris af jer boghandlere, som læser så mange bøger og som tilmed kan vælge frit på alle hylder, er en meget stor ære.

Det var en stærkt felt af forfattere i år – og der var andre, der så mere oplagte ud. Jeg har sidenhen erfaret, at der blev afgivet en del spådomme i dagene op til. Jeg blev vist ikke nævnt nogen steder. Men det gjorde Sidsel Jo Garzan, Morten Sabroe og Yahya Hassan, og når jeg ser på de navne, så føler jeg en ydmyg overraskelse og stolthed over, at det er på det niveau jeg nu hører hjemme.

 

Noget i Forbandede yngel må have rørt jeres hjerter. Det var i hvert fald ikke salgstallene, der overbeviste jer: det ved jeg.

I har valgt en roman, der ikke er omkostningsfri at læse. En roman, der kræver noget af sin læser, men som også giver noget igen.

Et sted i mit hjerte havde jeg altid håbet på og drømt om, at jeg en dag ville kunne skrive denne bog – på ruinerne af en opvækst i et udadtil perfekt hjem. Jeg har samlet materialet til Forbandede yngel over en periode på mere end 20 år. Meget af den har været skrevet på bagsiden af servietter, på bunden af tændstikæsker og afrevne kanter af aviser. Det var ikke en roman, jeg turde begynde min forfatterkarriere med, for jeg havde ikke på det tidspunkt magtet materialet og rejserne ned i mine personlige mørkepunkter.

 

Da jeg skrev min første bog, husker jeg tydeligt, at Kim Hundevadt meget tidligt i processen sagde til mig: Der skal to ting til for at lave en god bog: En god historie og et godt sprog. Og så tilføjede du med et glimt øjet, at du havde være med til at udgive en del, hvor der kun var det ene eller det andet – eller værre endnu ingen af delene. Jeg har tænkt på den læresætning hver dag lige siden. En god historie og et godt sprog.

Mens jeg skrev Kvindernes krig og Den stjålne vej, lærte jeg meget om min egen proces. Jeg skriver ikke lineært fra start til slut. Jeg har ikke noget plot. Jeg ser scener for mig, og dem skriver jeg ned så klart, jeg kan, i håbet om at disse øjebliksbilleder af livet, sidenhen, når de bliver sat sammen i en slags collage, vil fremmane en helhed, et billede, en fortælling fuld af stemninger – med lys, mørke, sorg og latter.

 

Forbandede yngel pressede sig på allerede, mens jeg redigerede Den stjålne vej. Forbandede yngel er den sorte hest, der stod i det mørkeste hjørne af stalden og sparkede hårdt på væggen. Jeg vidste, at når jeg først satte mig op og lod den løbe, så gjaldt det om at holde fast og kæmpe for ikke at falde af. Gennem hele skriveprocessen har den hevet i tøjlerne for at få lov til at løbe hurtigere, og jeg håbede inderligt, at jeg kunne styre det hele, at jeg kunne nå i mål.

På grund af den konkurrence forlaget havde udskrevet, kunne jeg ikke bruge min redaktør. Anne-Marie, du var meget savnet. Du er en i særklasse dygtig redaktør!

Jeg holdt projektet hemmeligt for forlaget. Det var altså en tur jeg måtte ride alene. Der var tilmed en sindssyg deadline. Jeg skrev til konkurrencen, fordi jeg havde brug for pengene og brug for gennembruddet. Jeg tænkte: Du har ikke noget at miste, og hvis du kan skrive denne historie, så passer den lige så godt ind i konkurrencevilkårene som en hvilken som helst anden samtidshistorie.

Jeg ved, at der var et punkt, hvor mit gode forlag var lidt skuffede over, at de ikke havde fundet et nyt stort talent. Og måske var der også en vis resignation ved alt det arbejde, man havde lagt i konkurrencen – og de 250.000 man betalte i præmiesum for et manuskript, man nok havde fået fingrene i under alle omstændigheder. I dag ved jeg, at I er stolte og glade. Det er jeg også. Mere end jeg klart formår at udtrykke her.

Der er to ting, jeg især vil takke forlaget for: I tager jer tid til at redigere! Det er desværre i dag ingen selvfølge. Hvis I vidste, hvor mange mennesker jeg møder til mine foredrag, som siger at det er en nydelse endelig at læse en bog uden komma- og trykfejl. Læserne tager den slags meget alvorligt.

Det andet er, at et forlag jo nu engang består af mennesker. Og I er hjertevarme og professionelle på en gang. Jeg føler mig hjemme hos jer.

Der er en tredje ting: Det er noget af en fest, I har banket på benene her. Hvordan jeg nogensinde skal sige jer tak for det, ved jeg faktisk ikke.

 

Det, der har overrasket mig mest med denne roman, er alle de læsere, der har mødt mig med tårer i øjnene – fordi det er deres opvækst jeg har beskrevet. Det er også det, der gør mig allermest glad.

Romaner kan være med til at hele en sjæl. Fordi en roman kan vise sig at forstå læseren bedre end noget menneske, læseren har mødt.

 

Jeg bliver ofte spurgt: hvor meget er sandhed og hvor meget er opdigtet? Det lader sig ikke gøre at afsløre det fuldstændigt – og derved ville noget af magien også forsvinde. Men noget kan jeg sige.

Romanens hovedperson Lisa har en storebror, der er jægersoldat, en lillebror, der sidder i kørestol og en talentfuld lillesøster, der har forsøgt selvmord. Jeg er storesøster med en lillebror. Han sidder ikke i kørestol. Han har ikke forsøgt selvmord. Jeg har ikke 3 søskende.

Men ja, jeg er vokset op i skyggen af utallige selvmordsforsøg, svigt, slag og trusler. Jeg er vokset op i det pæne Danmark. Der hvor vi gemmer på alkoholisme, kynisme, psykisk sygdom og en omgangstone, der er så fornedrende, at der kun er få mørke steder i verden, hvor det kan læres bedre.

 

Jeg troede, indtil jeg var 18 år, at det var normalt, at mødre græd hver dag. Børn antager, at den virkelighed, de vokser op i, er det normale, det gennemsnitlige, standarden for alt liv. Jeg vidste og forstod, at alle mennesker opfører sig på én måde, når de er alene med deres nærmeste, og på en ganske anden måde, når de har besøg af venner, af naboen, af dyrlægen eller af forsikringsagenten. Det faldt mig ikke ind at spørge andre, hvordan det var hos dem.

Jeg måtte selv som voksen definere, at hvis en mor forsøger selvmord 8 gange fra hendes ældste datter er to til hun er 18, så har denne mor en sygdom, hvad enten hun vil indrømme det eller ej. Og jeg vil aldrig nogensinde få det, som andre normalt får af en mor. Der har ikke været nogen stabilitet, nogen tryg forventning om, at det nok skulle gå.

Tværtimod har jeg, som så mange andre fra dysfunktionelle familier haft uendelige plader kørende i mit hoved, plader med besked om, at jeg ikke var god nok, ikke værd at elske, at jeg aldrig ville blive til noget, og at det meste nok ville mislykkes.

 

Ud af disse forhold opstår ofte et krav om, at nogen skal betale tilbage for alt det, som jeg har lidt. Et krav om medlidenhed, om særlige hensyn og en vis portion ynk.

Der er ingen ofre, der vinder priser. Det gør kun overlevere. Det er muligt, at der netop her i salen sidder folk, der har overlevet overgreb, som har forkrøblet deres liv fuldstændigt. Min erfaring er, at selv om det er en andens skyld, at jeg har sår, så er det stadig mit ansvar at blive helbredt. Det er mit ansvar at rejse mig op og komme videre.

Og det er muligt. Men det kræver, at man erkender problemet, at man tager ansvar, at man har en drøm eller et håb, man vil kæmpe for, og at man omsider giver afkald på kravet om medlidenhed og i stedet tilslutter sig troen på, at hvis man handler rigtigt og kæmper for det, så kommer belønningen også.

Du kan få ynk eller ære – men du kan ikke få begge dele.

 

Der er mennesker uden hvem denne rejse ikke var lykkedes, og som jeg gerne vil sige tak til. Niels og Anne-Mette – fordi jeg har fået en ny familie. Hanne – for dit sindssygt skarpe blik på tekster og deres struktur og personer. Du har en baggrund fra filmvidenskab, men nogen burde ansætte dig i forlagsbranchen. Anne-Berit og Lasse – for i tide at vise mig at et parforhold kan være kærligt og rumme overskud, så jeg vidste, hvad jeg skulle stile efter. Min mand Mads – uden dig er jeg ikke sikker på, at der nogensinde var kommet hoved og hale på mit liv, og uden dig ingen bøger. At jeg er, hvor jeg er i dag, er i meget høj grad din fortjeneste.

Dertil kommer så nu et helt land fuld af boghandlere. Tak for jeres stemme, tak for jeres støtte til Forbandede yngel og til mit forfatterskab.

 

For mig personligt markerer De Gyldne Laurbær hæder, ære og anerkendelse for det, der var mine sår, og som i dag er forvandlet til en roman og til det, jeg kan give videre til andre mennesker.

Af hjertet dybt og inderligt tak til alle jer, der har åbnet jeres sind for denne roman og med hver jeres stemme har skubbet den frem i lyset.