9788740005523

Den stjålne vej

Den stjålne vej udkom tirsdag d. 22. maj 2012 og fik på dagen 5 ud af seks stjerner hos både Jyllands-Posten og Dagbladenes Bureau. Politiken gav den 4 ud af 6 hjerter og Weekend Avisens Anne Knudsen kaldte den ”en aldeles storartet roman.”

Som roman-debut blev bogen snart nomineret til flere debutantpriser, men også til den prestigefulde Weekend Avisens Litteraturpris. ”Den stjålne vej” blev i efteråret 2012 udvalgt som en af seks nominerede til den vigtige DR Romanpris.

9. november 2012 modtog Anne-Cathrine Riebnitzsky Bogforums Debutantpris i Bella Centret. Prisen blev tildelt af en enig jury.

I foråret 2013 var romanen i finalen om DR romanprisen – stemmerne i juryen stod lige mellem Den stjålne vej og Kim Leines Profeterne i evighedsfjorden. Til sidst gik Kim dog af med sejren – men Den stjålne vej kunne kalde sig en flot 2er.

Den stjålne vej – Læseprøve

Læs bagsideteksten her:

Ingeniøren Khan har fået til opgave at asfaltere vejen mellem Gereshk og Kandahar i det sydlige Afghanistan. Taleban har tidligere saboteret arbejdet med vejen to gange, og da en gruppe talebanere en tidlig morgen tager Khan til fange, er han ikke i tvivl om, at hans sidste time er kommet. Men Khan allierer sig med Allah og udfordrer modigt talebanernes opfattelse af Islam.

Samme morgen, som Khan bliver taget af Taleban, voldtages gadedrengen Javeed på et politicheckpoint i Gereshk. Han søger sikkerhed i haven ved et af byens store huse, som ejes af lærerinden Malika og hendes mand, Rahim, der netop har taget en ny hustru på blot 13 år.

Malika er datter af en berømt mullah og er en moderne kvinde i en traditionel verden. hun leder i al hemmelighed læseundervisning for en række voksne afghanske kvinder, men hun varetager også kvindernes og børnenes interesser i andre sammenhænge. Malika beslutter sig for at forsøge at hjælpe Javeed til retfærdighed i det svage retssystem og tager dermed kampen op mod byens korrupte betjente.

Den stjålne vej er en historie om tre afghanske skæbner, som krydser hinanden i krigen i efteråret 2008. En historie om at kæmpe med livet som indsats for sager større end en selv – om håb, list og viljestyrke.

Romanen bygger på virkelige begivenheder.

Citater: 

”Jeg er netop blevet færdig med at læse ‘Den Stjålne vej’. Og jeg er nødt til at sende dig en hilsen, og sige tak for bogen, for det er længe siden jeg har læst en bog, der har gjort så stort indtryk på mig.

I hvirvlen af bøger, med action, kriminalgåder og store oplag  er det en kæmpe fornøjelse at læse så smuk en bog. Et vidunderligt sprog, der er ligetil og let at forstå, og alligevel poetisk og varieret. Det er sgu godt gået.

Og sikke en historie, eller rettere mange historier. Man får virkelig indsigt og forståelse for nogle af de utrolige ting, man hører. Der er sammenhænge, der forklarer hvordan idiotiet kan fortsætte. Og så synes jeg det er utrolig flot, at du lægger sympatien hos Khan, der er den mest religiøse, eller rettere stærkest i troen af dem alle. Godt tænkt. (…) ” Monica Krog-Meyer